Tagged: Vestervig Kirke

Peter von Scholten

10 PeterVScholten001I 2017 markeres 100-året for Danmarks salg af De Vestindiske Øer til USA. Salget af øerne var dog længe undervejs; i virkeligheden blev kimen lagt næsten 70 år tidligere af generalguvernør Peter von Scholten.

Da von Scholten i 1848 på eget initiativ frigav slaverne på De Vestindiske Øer – og prisen på sukker faldt drastisk med indførslen af sukkerroer i Europa – blev den guldgrube, øerne hidtil havde været, til en mere urentabel forretning for Danmark.

Gennem årene førtes mange forhandlinger mellem Danmark og USA om øerne; således i 1852, 1864, 1865, 1883, 1900 og 1902. Først i 1916 nåede man til enighed om prisen på 25 millioner dollars.

3 Valgplakaten

Valgplakat fra afstemningen i 1916.

 

I Danmark afholdtes i december 1916 folkeafstemning om salg af øerne – den første nogensinde. Resultatet viste et solidt flertal for salg. Pengene blev betalt lørdag den 31. marts 1917. Samme dag nedhalede man Dannebrog, hvorefter Stars and Stripes gik til tops på øerne.

Museet markerer 100-året for salget af øerne med historien om von Scholtens thylandske herkomst. Peter Carl Friderich von Scholten blev nemlig født på Vestervig Kloster den 17. maj 1784 – på sine forældres bryllupsdag. Forældrene, kaptajn i kronprinsens regiment Casimir Wilhelm von Scholten (1752-1810) og Cathrine Elisabeth Moldrup (1764- 1804), var blevet gift samme sted præcis ét år tidligere.

6 forældre

Forældrene, Casimir v. Scholten og Cathrine Moldrup.

Von Scholten blev døbt i Vestervig Kirke den 11. oktober af provst Jens Winding og opkaldt efter sin morfar Peder Moldrup, der ejede klosteret. Hans opvækst foregik dog i København, hvor faderen avancerede i det militære system og som oberst i 1799 blev kommandant på St. Thomas.

Her ansattes von Scholten også som fændrik (underofficer) i de vestindiske tropper. Samme år giftede han sig i København med Anna Elisabeth Thortsen (1786-1849). Parret fik fire levedygtige børn, hvis efterslægt stadig lever.

 

I løbet af en årrække steg von Scholten selv i graderne til oberstløjtnant og guvernør på St. Thomas, ligesom hans far havde været det. Fra 1827 var han generalguvernør over hele Dansk Vestindien. Han var meget afholdt af de lokale – også den sorte befolkning, som kaldte ham ”Massa Peter”.

Efter frigivelsen af slaverne fik von Scholten et nervesammenbrud og vendte hjem til Danmark, hvor han blev anklaget for embedsforsømmelse – men frifundet af Højesteret. Han døde i Altona ved Hamburg den 26. januar 1854.

I dag kendes historien om von Scholten og frigivelsen af slaverne nok bedst fra filmen (1987), der bærer hans navn og har Ole Ernst i titelrollen.