Category: Arkæologi
Nye fund fra Vester Vandet
Detektortræf i Vester Vandet 2008.
I 2008 modtog museet de første detektorfund fra marken syd for Vester Vandet Kirke. Thy-Mors Detektorforening havde arrangeret et detektor-træf, og der blev gjort interessante fund på marken. Siden er der fundet mange fine genstande fra vikingetid og tidlig middelalder. I 2011 og igen i 2013 har der været udgravninger i Vester Vandet. Her har vi undersøgt jordlagene for at få mere at vide om, hvilken sammenhæng metalfundene stammer fra. Ved udgravningerne fandt vi bl.a. rester af huse fra 800- til 1100-tallet.
Ud over metalfundene er der også konstateret diverse spor på markoverfladen. Pletter med kridt og brændt ler er rester af gulve og ovne og stammer fra et hus, der er under nedpløjning. Marken er under almindelig dyrkning, og landmanden har lov til at pløje, harve og så. Alligevel ser det ud som om jordbearbejdningen påvirker de arkæologiske spor, der ligger under pløjelaget.
Der tages jord af udgravningsfeltet.
I 2013 kunne museet med baggrund i en statslig bevilling til undersøgelse af dyrkningstruede fortidsminder gennemføre en arkæologisk udgravning på marken i Vester Vandet. Der blev åbnet et par felter, så vi kunne få indtryk af omfanget af arkæologiske levn. Under hele udgravningen fik vi stor hjælp fra Thy-Mors Detektorforening. Kun en lille del af marken er blevet udgravet.
Jorden er kridtholdig, og det giver gunstige bevaringsforhold for knogler. Derfor blev en stor del af den opgravede jord skyllet igennem på et sold. Tusindvis af små fiskeben og fragmenter af dyreknogler blev opsamlet og skal indgå i en analyse af den kost, de levede af i Vester Vandet for omkring 1000 år siden.
Et bud på tørvevægshusets “grundplan”.
I de øverste lag under pløjejorden har vi undersøgt rester af såkaldte tørvevægshuse fra 1100-tallet. Husene har haft vægge af græstørv samt ler- eller kridtgulve. En lerovn har været brugt til opvarmning og madlavning. I Thy var der ingen skove og derfor mangel på tømmer. Af den grund brugte man græstørv som byggemateriale og fik et velisoleret hus.
Der er ikke meget bevaret af tørvevægshuset, men nuancer i jordlagene og forekomster af kridt og brændt ler giver alligevel et billede af væggenes forløb og ovnens placering. Vi har tidligere udgravet flere lignende huse i bl.a. Sjørring. Hustypen ser ud til at være et nordvestjysk fænomen.
Snit gennem jordlagene i ét af de udgravede felter.
De øverste gråbrune lag er pløjelaget. Derunder ses brunlige lagdelinger, som er uforstyrrede jordlag fra vikingetiden. Omkring landmålerstokken ses lagene i en større nedgravning. De er fyld i et såkaldt grubehus, der var en nedgravet arbejdshytte. Det er yderst sjældent, at vi finder så tykke og så mange kulturlag fra vikingetiden i Thy.
Boplads med grubehuse. Tegning: Moesgård Museum.
Med søen i baggrunden kunne dette godt være nordbredden af Vester Vandet Sø, men træerne bag husene afslører, at det ikke er Thy. Fra bronzealderen og indtil ca. 1850 har der stort set ikke været skov i Thy. Fra omkring 1500 og i de efterfølgende århundreder blev det vestlige Thy dækket af sandflugt. Derfor har landskabet et andet udseende end det havde, da der boede vikinger i Vester Vandet.
Kort over fundenes placering.
Kortet viser Vester Vandet Kirke og marken, hvor vi har lavet udgravninger. Hver rød prik er en metalgenstand, fundet med detektor. Genstandene er fortrinsvis fra vikingetid og tidlig middelalder, perioden fra 800- til 1200-tallet, men der er også fundet yngre mønter.
Blandt metalfundene fra V. Vandet er der flere smykker med kors og andre kristne motiver. Nogle kan dateres helt tilbage til 800-tallet, og det giver overvejelser om, hvorvidt der boede kristne i Thy på den tid, om smykkerne er plyndret eller købt på togter i udlandet, eller om de er tabt af udlændinge på besøg.
Eksempler på fund fra Vester Vandet.
Del
Storstensgraven ved Lodbjerg Fyr
Lodbjerg Fyr sommeren 2012.
Tæt øst for Lodbjerg Fyr i den sydlige del af Nationalpark Thy, omgivet af klitter og plantage, ligger resterne af en gravhøj fra bondestenalderen. Højen har været kendt i over 100 år, men først i 2012 blev det muligt at undersøge den nærmere, takket være en bevilling fra Nationalpark Thy.
Hen over sommeren 2012 lavede museet en prøvegravning for at finde ud af, om det var resterne af én af stenalderens storstensgrave – en dysse eller en jættestue. Store sten i overfladen kunne tyde på det. Området lå i krat med spredte, store sten og en ujævn overflade. Som det første blev overjorden gravet forsigtigt af med en rendegraver.
Nogle af stenene var helt klart blevet flyttet, mens to af dem stadig stod på deres oprindelige plads. Da området var afrenset med skovl og graveske, var det tydeligt, at der havde ligget et gravkammer bygget af store sten.
Øksens placering er markeret med rødt og gryden med blåt
Fundet af en smuk flintøkse viser, at graven stammer fra bondestenalderen for ca. 5.000 år siden. Gravhøjen var meget ødelagt af senere nedgravninger. En blå emaljeret gryde til et komfur lå helt inde ved én af de store sten og viser, at nogen var i gang med at grave her i begyndelsen af 1900-tallet.
Ved udgravningen kunne der ses spor efter talrige forstyrrelser i højen. Blandt andet kan det se ud til, at der har været gravet kartoffelkuler eller lignende ind i den, og der var spor efter store sten, der var gravet op og fjernet i tidens løb.
Før vi fik en fredningslov i 1937 var det almindeligt at grave vandbeholdere, teglovne, kartoffelkældre og meget andet ind i højene.
Graven har sandsynligvis været en jættestue: Et kammer sat af kæmpestore sten, forsynet med en lang gang og dækket af en gravhøj.
Man kan stadig komme ind i Thys eneste bevarede jættestue, Lundehøj nord for Heltborg, som har hele to gravkamre.
Lundehøj (rød) og Lodbjerg-graven
Lægger man grundplanen af Lundehøj (rød streg) oven på planen fra Lodbjerg, passer de fint sammen – bortset fra, at der i Lodbjerg kun er ét kammer ligesom i de fleste jættestuer.
I udgravningsfeltet kunne det ikke ses, om der har været en gang mod øst, hvilket der skal være, hvis det er en jættestue.
Museet håber at kunne grave videre i højen næste sommer. Så får vi måske svar på spørgsmålet.
Stenene i en jættestue var penge værd, og mange af dem blev hugget til skærver og endte i vejbelægninger og jernbaner.
Stenene i Lundehøj var omkring 1840 lige så meget værd som tre køer, og de kunne let være endt under Jens Vejmands hammer, som det sikkert er sket for de fleste af stenene fra gravhøjen ved Lodbjerg Fyr.
En vejmand i fuld gang med sit arbejde
Da storstensgraven blev bygget, var der frugtbar landbrugsjord på stedet. Under gravhøjen blev der fundet spor efter pløjning i stenalderen.
Senere blev hele området overfløjet af sand, der blæste ind fra kysten og dannede klitterne omkring fyret. Under sandet ligger resterne af tidligere tiders bebyggelse.
Del
Panserhandsken fra Ørum
Panserhandsken fra Ørum.
I 1937 modtog museet en samling genstande, fundet tæt ved ”Gl. Ørum voldsted” i Sydthy. Man var i gang med at lave en ny landevejsbro, og de fund, arbejdsmændene tog op af moselagene, blev købt til museet.
Én af genstandene er et velbevaret stykke af en panserhandske fra 1300-tallet. Handsken er i middelalderen blevet benyttet – og tabt – ved den borg, der lå i Ørum. En hestesko, potteskår og en mængde træstykker var også blandt fundene.
Ørum Voldsted ligger i dag som to græsklædte banker i engarealet nord for Ørum Sø, tæt ved Kystvejen mellem Vestervig og Svankær. Åen går tæt omkring voldstedet og har også i middelalderen betydet, at borgen lå i et vådområde, der var vanskeligt at indtage for fjenden. Voldstedet er et fredet fortidsminde, der ikke må dyrkes. Afgræsning er tilladt.
Resens stik fra ca. 1680 viser Ørum Slot set fra øst. Midt i billedet det firfløjede gårdsanlæg på borgbanken (se udsnit), omgivet af andre bygninger – smedje, ladegård og vandmølle – der også var vigtige elementer i driften af hovedgårdene. I middelalderen har borgen højst sandsynligt også bestået af en firfløjet gård på den ene banke og et tårn på den anden banke. Ladegården ligger formentlig samme sted som nutidens Gl. Ørumgård.
Resens stik fra 1680 (udsnit).
Vi ved ikke, hvordan bygningerne har set ud på Ørum i middelalderen, men der har højst sandsynligt været huse af bindingsværk – måske i et firfløjet anlæg, ligesom på Resens stik fra 1680. Der har også stået et tårn, hvorfra borgen kunne forsvares. Hele anlægget omgives af en palisade. Tårn og palisade nævnes i en kilde fra 1373 som bygninger, der skal genopføres, efter de er blevet ødelagt.
Den ældste skriftlige kilde, der nævner Ørum, er fra 1367. Da overdrog Bo Christiernsen Høg hovedgården Ørum til kong Valdemar Atterdag. Derudover fik kongen også 15 gårde i Thy, som Bo Høg og hans hustru ejede. Bo Høg var en væbner, der i de urolige 1350’ere deltog i de jyske stormænds oprør mod Valdemar Atterdag. Senere ser det ud som om han gik over til kongens parti og fik magt og indflydelse.
I 1360’erne gjorde kongen dog regnskabet op med sine modstandere, og det er i den forbindelse, Bo Høg mere eller mindre frivilligt har måttet afgive noget af sit gods. Ud over Ørum ejede han flere hovedgårde, blandt andet Lyngholm i nabosognet, der dog forblev i slægtens eje. Fra 1367 var Ørum en kongelig borg og vedblev at være det til 1661. Herfra styredes kongens ejendomme i Thy, og her lå det administrative centrum i ”Ørum Len”.
I begyndelsen af 1370’erne blev borgen i Ørum ødelagt af Mogens Maltesøn Juul. Han var en af de jyske rebeller, der kæmpede mod Valdemar Atterdag – blandt andet ved at ødelægge kongens borge. Et brev fra 3. april 1373 beskriver, hvordan han dømmes til at genopføre borgen, sådan som den stod før – med ”bygninger, grave, huse, hegn, befæstning og palisader” – samt at forsyne den med det inventar og de våben, der var gået tabt. Han skulle også levere en stor mængde fødevarer. Mogens Maltesøn Juul accepterede straffen, og vi må formode, at han efterlevede den.
Brevet, der er skrevet på latin, er en af de få bevarede kilder, der konkret omhandler borgenes bygninger, indretning og udstyr. Det kan diskuteres, hvor nøjagtigt brevet beskriver Ørum, men det giver et godt indtryk af borgens elementer – bygninger, barfred (tårn eller befæstning), grave og palisader.
Panserhandsken er usædvanligt velbevaret.
Panserhandsken fra Ørum består af en manchet og en del af håndrygs- og tommelfingerbeskyttelsen til venstre hånd. Handsken er smedet af jern. Messingnitterne langs manchettens rand har fastholdt en læderhandske, der har siddet inde under jernet og beskyttet hånden. Fingrene har også været beskyttet af plader, der ikke er bevaret.
Panserhandsken var en del af højmiddelalderens rustning, der skulle beskytte krigeren mod sværdhug og armbrøstpile. Vi kender andre fragmenter af panserhandsker fra denne periode, men handsken fra Ørum er det mest velbevarede eksemplar fra Danmarks middelalder.
Typen kan dateres til omkring 1370, men kan også være lidt yngre. Handsken er altså tabt ved Ørum i borgens storhedstid, måske i forbindelse Mogens Maltesøn Juuls erobring, som han senere blev straffet for.
Junker Christoffers grav.
Vi kender krigerudstyr, bl.a. panserhandsker, fra middelalderlige afbildninger. På Junker Christoffers gravmæle i Roskilde Domkirke (1363) viser en liggende skulptur den afdøde unge mand i krigerudstyr. Hans handsker er af samme type som handsken fra Ørum. Gravmælet viser også, hvordan pladerustningerne på den tid dækkede det meste af kroppen.
Et kalkmaleri i Jetsmark Kirke fra 1474 viser en kriger med sværd, økse og kølle. Sporerne tyder på, at han lige er steget af hesten. Han har rustning på arme og ben og formentlig ringbrynje under koften. Handskerne er også af en type, der minder om fundet fra Ørum.
Ved nutidens genopførelser af ridderturneringer forsøger man at genskabe genstande og stemninger så godt som muligt. På billedet ses ”Ridder Lilje” fra Middelalder-centeret på Falster. Bemærk handsken, der tydeligvis er en rekonstruktion af panserhandsken fra Ørum.
“Ridder Lilje af Falster”.
Del
Japetus Steenstrup 1813-2013
Steenstrup, malet af August Jerndorff 1885.
Johannes Japetus Smith Steenstrup blev født 8. marts 1813 som søn af præsten i Vang, men flyttede som femårig med til Hillerslev, da faderen fik embede dér. Han var ud af en stor præstefamilie med medlemmer i både Sjørring og Øsløs. Navnet Japetus stammer egentlig fra den græske mytologi, men i dette tilfælde er det den latinske udgave af Jeppe.
Den unge nysgerrige thybo valgte dog en anden løbebane end sine forfædre. Han begyndte at studere medicin i København, men under en pause hjemme i Thy brugte han tiden på at studere naturen: både dyr, planter, kridtformationer og tørvemoser blev udsat for hans skarpe blik.
Tilbage i København kastede Steenstrup sig over zoologi og geologi, og i 1845 blev han udnævnt til professor i netop zoologi. Igennem de næste 40 år blev han Danmarks førende naturforsker, vidt anerkendt af kolleger over hele verden. Han stod bl.a. bag oprettelsen af Zoologisk Museum, i dag en del af Statens Naturhistoriske Museum.
Den helt store naturforsker i samtiden var Charles Darwin, der fremsatte evolutions-teorien i bogen Arternes Oprindelse fra 1859. Steenstrup modtog et dedikeret eksemplar. Måske var det den kristne opdragelse, der spillede ind, men Steenstrup lod sig aldrig helt overbevise af Darwins teorier. Alligevel havde de to stor respekt for hinanden og førte en ivrig brevveksling gennem årene.
Steenstrup holdt sig dog ikke kun til naturhistorien – også arkæologien nød godt af hans arbejdsiver. Baseret på undersøgelser bl.a. på Hannæs opfandt han begrebet køkkenmødding og var blandt de første til at foreslå, at disse store dynger af strandskaller og flintflækker måtte være menneskeskabt affald fra jægerstenalderen.
Steenstrup blev hædret på flere måder – bl.a. blev goplen Steenstrupia nutans, som også findes i danske farvande, opkaldt efter ham. Da han i 1884 fik storkorset af Dannebrog, lod han goplen indgå i sit våbenskjold sammen med et motto, der beskrev både præstesønnens livssyn og forskerens nysgerrighed:
”Øv Synet som Gud dig gav.”
Japetus Steenstrup døde 20. juni 1897, men hans eftermæle lever videre i dag i hans bøger, hans museum og de utallige videnskabelige opdagelser han gjorde. Sønnen Johannes arvede faderens nysgerrighed og blev en fremtrædende historiker med speciale i vikinger og Valdemarstiden. De to ligger begravet side om side på Assistens Kirkegård i København.
Nyt om Gammelt 