N. L. Spangberg – Thisteds store mæcen

Spangberg som byrådsmedlem 1917-21.

Spangberg som byrådsmedlem 1917-21.

Det nuværende Thisted Museum er opført i 1924 og har dannet ramme om museet siden 1940.

Som man fornemmer, når man kæmper sig op ad den lange trappe og træder ind i den imponerende hall, er huset dog ikke bygget til det formål, men som privat hjem for kaffegrosserer N. L. Spangberg, der på flere måder satte sit varige præg på Thisted by.

Niels Lauridsen Spangberg blev født 30. januar 1859 i Ydby som søn af en fattig skrædder, der på trods af de små kår sørgede for at sønnen fik en handelsuddannelse.

Han kom i lære hos den lokale købmand Nielsen og senere hos konsul Andersen i Thisted. Som udlært bestyrede han bl.a. købmand Diges butik i Øsløs.

Efter en kort afstikker i København vendte Spangberg tilbage til Thisted, hvor han i 1895 startede sin egen engros-virksomhed med tilhørende kaffebrænderi.

Kaffebrænderiet i Østergade 19, ca. 1917.

Kaffebrænderiet i Østergade 19, ca. 1917.

Handelstalentet fornægtede sig ikke: som én af de første på egnen anskaffede han sig en cykel, så han kunne udvide kundekredsen, og over de næste årtier skabte han sig en anselig formue.

Privat var Spangberg kendt som en mådeholdende mand, men retfærdig og gavmild over for både tyende, medarbejdere og andre.

På trods af sin lidt sky natur var han og hustruen Constantia naturligt en del af Thisteds ”jet set”, og han sad da også i byrådet ad to omgange, 1903-13 og 1917-21.

Spangberg var enkemand i ti år, før han døde som 80-årig 4. juni 1939. Gravstedet for ægteparret kan stadig ses på Søndre Kirkegård.

Museet var langtfra det eneste, der blev betænkt i testamentet: Der var afsat penge til både uddannelseslegater og fattighjælp – rigmandens egen jævne herkomst var ikke glemt!

Få måneder før sin død afhændede Spangberg firmaet til sin højre hånd J. Frostholm. Efter skiftende ejere endte Spangbergs Kaffe Eftf. som en underafdeling af Peter Larsen Kaffe, der i 1987 lukkede Thisted-kontoret på hjørnet af Korsgade og Munkevej. Dermed sluttede en æra i byens historie.

Navnet lever dog videre, og ”Spangbergs Kaffe” forhandles den dag i dag. Efter sigende er der ikke ændret en bønne på hverken brænding eller sammensætning!

Thisted Købstads administrationsbygning på Nytorv, 1916.

Thisted Købstads administrationsbygning på Nytorv, 1916.

Thisted Bibliotek ca. 1940.

Thisted Bibliotek ca. 1940.

Også bybilledet i Thisted vidner om Spangbergs eftermæle. Ud over sin private villa i Jernbanegade, der blev testamenteret til museet, skænkede han i sin levetid byen flere markante bygninger: Kommunens administrationsbygning på Nytorv og biblioteket på Tingstrupvej.

Før bygningen kunne tages i brug som museum, blev Nationalmuseet bedt om at vurdere dens egnethed til formålet og svarede følgende:

”Når man tager i betragtning, at den er opført som privatbolig, forbavses man over, hvor godt det hele passer – både det ydre, vinduesformatet, rumhøjden og gulvarealerne.”

Med moderne museumsbyggeri i tankerne ville vurderingen nok lyde lidt anderledes i dag – men et charmerende hus er det, og et varigt minde om Spangbergs betydning for Thisted.

Reklamer

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s