Japetus Steenstrup 1813-2013

Steenstrup, malet af August Jerndorff 1885.

Steenstrup, malet af August Jerndorff 1885.

Johannes Japetus Smith Steenstrup blev født 8. marts 1813 som søn af præsten i Vang, men flyttede som femårig med til Hillerslev, da faderen fik embede dér. Han var ud af en stor præstefamilie med medlemmer i både Sjørring og Øsløs. Navnet Japetus stammer egentlig fra den græske mytologi, men i dette tilfælde er det den latinske udgave af Jeppe.

Den unge nysgerrige thybo valgte dog en anden løbebane end sine forfædre. Han begyndte at studere medicin i København, men under en pause hjemme i Thy brugte han tiden på at studere naturen: både dyr, planter, kridtformationer og tørvemoser blev udsat for hans skarpe blik.

Tilbage i København kastede Steenstrup sig over zoologi og geologi, og i 1845 blev han udnævnt til professor i netop zoologi. Igennem de næste 40 år blev han Danmarks førende naturforsker, vidt anerkendt af kolleger over hele verden. Han stod bl.a. bag oprettelsen af Zoologisk Museum, i dag en del af Statens Naturhistoriske Museum.

Den helt store naturforsker i samtiden var Charles Darwin, der fremsatte evolutions-teorien i bogen Arternes Oprindelse fra 1859. Steenstrup modtog et dedikeret eksemplar. Måske var det den kristne opdragelse, der spillede ind, men Steenstrup lod sig aldrig helt overbevise af Darwins teorier. Alligevel havde de to stor respekt for hinanden og førte en ivrig brevveksling gennem årene.

Steenstrup holdt sig dog ikke kun til naturhistorien – også arkæologien nød godt af hans arbejdsiver. Baseret på undersøgelser  bl.a. på Hannæs opfandt han begrebet køkkenmødding og var blandt de første til at foreslå, at disse store dynger af strandskaller og flintflækker måtte være menneskeskabt affald fra jægerstenalderen.

Steenstrup blev hædret på flere måder – bl.a. blev goplen Steenstrupia nutans, som også findes i danske farvande, opkaldt efter ham. Da han i 1884 fik storkorset af Dannebrog, lod han goplen indgå i sit våbenskjold sammen med et motto, der beskrev både præstesønnens livssyn og forskerens nysgerrighed:

Øv Synet som Gud dig gav.

Japetus Steenstrup døde 20. juni 1897, men hans eftermæle lever videre i dag i hans bøger, hans museum og de utallige videnskabelige opdagelser han gjorde. Sønnen Johannes arvede faderens nysgerrighed og blev en fremtrædende historiker med speciale i vikinger og Valdemarstiden. De to ligger begravet side om side på Assistens Kirkegård i København.

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s