Besættelsen i Thisted

Thisted - Resen 1677

Thisted, som byen så ud i slutningen af 1600-tallet. Efter Resens Danske Atlas (1677).

Danmarks sidste store heksesag startede i Thisted og blev afsluttet i 1698. Det var en spektakulær sag, hvor det ikke var heksene, men anklagerne, der blev straffet hårdest, og sagen nåede helt til kongen.

Sagen starter i 1696, hvor en kvinde ved navn Maren Spillemands kommer til Thisteds præst, Ole Bjørn, med en række anfald. Præsten mener straks, der er tale om en djævlebesættelse.

En person blev dog ikke bare besat. Djævlen skulle have hjælp af en heks  – altså må der findes mindst én heks på egnen. Snart fremkommer flere besatte kvinder, heriblandt den 9-årige Kirsten Langgaard.

 

 

Da antallet af besatte vokser, gør antallet af hekse også. De bliver anklaget og udpeget af de besatte og af præsten Ole Bjørn. Den eneste, der tilstår at være heks, er Anne Vert. Hun skulle have været skyld i både søvnløshed og at en mand mistede sin manddom.

Blandt de mere kendte anklagede er Thisteds egen Anne Søe. En interessant anklage, da Ole Bjørn tidligere havde fået afslag på at gifte sig med hendes datter. Anklagen falder dog til jorden, da Anne Søes mand er Thisteds borgmester Enevold Berregaard.

Sagens mest alvorlige tilfælde er Inger Fusmand. Hun og hendes nyfødte søn dør begge som følge af hendes ”besættelse”.

Ole Bjørns håndtering af sagen kommer den lokale biskop for øre. Denne afsætter præsten og overtager selv sagen. Kongen får dog nys om forløbet og finder, at biskoppens indsats er utilstrækkelig. Derefter indsætter han sin egen rådgiver.

Sagens endelige udfald bliver, at alle de besatte, med undtagelse af den 9-årige Kirsten og afdøde Inger Fusmand, bliver pisket og fængslet. Præsten Ole Bjørn bliver frataget sit embede og fængslet. Ingen af heksene bliver dog dømt for noget.

Sagens udfald skal forklares med, at de højere kredse var begyndt at anse hekseri og besættelser for overtro. En ting, man ønskede at vise befolkningen. Derfor sørgede kongen for, at kun de, der holdt liv i overtroen, blev straffet. Besættelser og de medfølgende anfald blev i stedet forklaret som for eksempel epilepsi og skizofreni – hvis man da ikke konkluderede, at anfaldene var rent skuespil.

Du kan læse meget mere om sagen i Anders Bæksteds tobindsværk “Besættelsen i Tisted 1696-98” (Munksgaard 1959-60).

P.S.: I efteråret 2018 kørte TV2 Nord projektet “Historiedetektiverne” sammen med en række museer og folkeskoler i Nordjylland. Her skulle eleverne researche og formidle historiske emner fra deres lokalområde. En gruppe fra Tingstrup Skole i Thisted lavede denne lille film om Anne Søe og besættelsessagen:

 

Peter von Scholten

10 PeterVScholten001I 2017 markeres 100-året for Danmarks salg af De Vestindiske Øer til USA. Salget af øerne var dog længe undervejs; i virkeligheden blev kimen lagt næsten 70 år tidligere af generalguvernør Peter von Scholten.

Da von Scholten i 1848 på eget initiativ frigav slaverne på De Vestindiske Øer – og prisen på sukker faldt drastisk med indførslen af sukkerroer i Europa – blev den guldgrube, øerne hidtil havde været, til en mere urentabel forretning for Danmark.

Gennem årene førtes mange forhandlinger mellem Danmark og USA om øerne; således i 1852, 1864, 1865, 1883, 1900 og 1902. Først i 1916 nåede man til enighed om prisen på 25 millioner dollars.

3 Valgplakaten

Valgplakat fra afstemningen i 1916.

 

I Danmark afholdtes i december 1916 folkeafstemning om salg af øerne – den første nogensinde. Resultatet viste et solidt flertal for salg. Pengene blev betalt lørdag den 31. marts 1917. Samme dag nedhalede man Dannebrog, hvorefter Stars and Stripes gik til tops på øerne.

Museet markerer 100-året for salget af øerne med historien om von Scholtens thylandske herkomst. Peter Carl Friderich von Scholten blev nemlig født på Vestervig Kloster den 17. maj 1784 – på sine forældres bryllupsdag. Forældrene, kaptajn i kronprinsens regiment Casimir Wilhelm von Scholten (1752-1810) og Cathrine Elisabeth Moldrup (1764- 1804), var blevet gift samme sted præcis ét år tidligere.

6 forældre

Forældrene, Casimir v. Scholten og Cathrine Moldrup.

Von Scholten blev døbt i Vestervig Kirke den 11. oktober af provst Jens Winding og opkaldt efter sin morfar Peder Moldrup, der ejede klosteret. Hans opvækst foregik dog i København, hvor faderen avancerede i det militære system og som oberst i 1799 blev kommandant på St. Thomas.

Her ansattes von Scholten også som fændrik (underofficer) i de vestindiske tropper. Samme år giftede han sig i København med Anna Elisabeth Thortsen (1786-1849). Parret fik fire levedygtige børn, hvis efterslægt stadig lever.

 

I løbet af en årrække steg von Scholten selv i graderne til oberstløjtnant og guvernør på St. Thomas, ligesom hans far havde været det. Fra 1827 var han generalguvernør over hele Dansk Vestindien. Han var meget afholdt af de lokale – også den sorte befolkning, som kaldte ham ”Massa Peter”.

Efter frigivelsen af slaverne fik von Scholten et nervesammenbrud og vendte hjem til Danmark, hvor han blev anklaget for embedsforsømmelse – men frifundet af Højesteret. Han døde i Altona ved Hamburg den 26. januar 1854.

I dag kendes historien om von Scholten og frigivelsen af slaverne nok bedst fra filmen (1987), der bærer hans navn og har Ole Ernst i titelrollen.

 

Viggo Wørmer og vaskekonerne

Axel Viggo WørmerAxel Viggo Wørmer blev født i fyrmesterboligen ved Hanstholm Fyr nytårsdag 1846. Hans far var nemlig den første fyrmester på fyret, som var opført blot tre år tidligere.

Som fyrmestersøn fra det dengang lille fiskerleje lå det ikke ligefrem i kortene, at Viggo skulle blive kunstmaler. Talentet havde han dog ikke fra fremmede. Faderen H. I. Wørmer udsmykkede i 1855 altertavlen og prædikestolen i Hansted Kirke.

Viggo kom i den nyoprettede realskole i Thisted, og her blev han klassekammerat med den et år yngre J. P. Jacobsen. De to blev gode venner, og da Viggo i 1860 var hjemme i Hansted på påskeferie, tog Peter med.

J.P._Jacobsen_barn

J. P. Jacobsen som ca. 16-årig.

Efter skolen rejste de to kammerater til København for at forfølge deres interesser. J. P. Jacobsen læste naturhistorie på universitetet og fik snart efter udgivet sin første novelle Mogens. Han blev en del af det ”moderne gennembrud”, en kreds af kulturradikale kunstnere og politikere omkring brødrene Georg og Edvard Brandes.

Wørmer kom i lære hos Carl August Weber, der også blev læremester for senere kendte navne som Skovgaard-brødrene, og gik på Kunstakademiet. Hans hovedværk blev et stort loftsmaleri til herregården Fuglsang på Lolland – en illustration af folkevisen Agnete og Havmanden.

Agnethe og Havmanden S_edited1

Agnete og Havmanden, 1873.

Stilmæssigt var Wørmer bagudskuende og inspireret af romantikkens idealiserende træk. Jacobsen, derimod, bekendte sig med sin naturvidenskabelige baggrund mere til de nye strømninger i tiden såsom naturalisme og realisme.

jacobsen378

Tegning af Viggo Wørmer. Fra J. P. Jacobsens skitsebog (Det Kgl. Bibliotek).

Måske af den grund brugte Jacobsen Wørmer som inspiration til kunstneren Erik i romanen Niels Lyhne. Titelfigurens ven repræsenterer netop datidens traditionelle kunstsyn og kritiseres for at male ”sherrygyldne himle” i stedet for ”det naturlige”.

Wørmer er ikke et stort navn som maler i dag. Til gengæld har han altså fået en plads i litteraturhistorien gennem sin barndomsvens værk.

Ligesom Jacobsen blev Wørmer ramt af én af tidens store svøber: tuberkulose. Efter flere års svaghed døde han 8. februar 1878, blot 32 år gammel.

 

Som så mange af datidens kunstnere rejste Wørmer til Italien og malede flere motiver herfra – blandt andet Italiensk Vaskeriscene.

Maleriet var i mange år i privateje, men i 2017 fik Museum Thy via generøse donationer fra J. P. Jacobsen-Selskabets medlemmer mulighed for at erhverve det til sin samling.

jacobsen302

Italiensk Vaskeriscene, ca. 1870.

Christen Kold 200 år

Christen Kold (1816-1870). Det eneste eksisterende portrætfoto af Kold.

Christen Kold (1816-1870). Det eneste eksisterende portrætfoto af Kold.

Skolemanden Christen Kold blev født den 29. marts 1816 i Thisted, hvor faderen var skomager. Kold har haft grundlæggende betydning for udviklingen af højskoler, efterskoler og friskoler.

Som 20-årig afsluttede Chr. Kold sin uddannelse som lærer på præstegårds-seminariet i Snedsted. Derefter var han lærer på Mors i en kort periode. I tre et halvt år år opholdt Christen Kold sig i Forballum syd for Ribe, hvor han underviste børnene på to gårde. Med succes samlede han desuden karlene en aften hver uge.

Da Kold droppede udenadslæren, kom han i modsætning til myndighederne. Han besluttede at følge den lokale præst på en missionsrejse til Tyrkiet. I Smyrna (Izmir) skabte Kold sig et levebrød som bogbinder. Med opsparede penge indsyet i sin frakke begyndte hjemrejsen i 1847. Han sejlede til Trieste i Norditalien og gik derfra til Thisted med sin trækvogn.

Ruten over rejsen til Tyrkiet i 1842.

Ruten over rejsen til Tyrkiet i 1842.

Kold fulgte i 1849 Vilhelm Birkedal fra Vestjylland til hans nye embede som præst i Ryslinge på Fyn. Her underviste han børnene i præstegården, og han holdt højskoleaftener for karlene. I Ryslinge købte Kold en mindre ejendom, hvor han i 1851 startede sin første højskole med ti elever.

Både Kolds bondehøjskole og børneskole havde fremgang i Dalby. Skolemyndighederne holdt i 1858 eksamen i børneskolen. Skolen bestod med glans. I Dalby sov Chr. Kold i sovesalen sammen med højskoleeleverne. Han var af den overbevisning, at mange af de vigtigste samtaler fandt sted uden for undervisnings-tiden. Han havde skabt en skoleform, hvor det levende ord stod i centrum.

I 1862 åbnede Chr. Kold Dalum Højskole i nærheden af Odense.

I 1862 åbnede Chr. Kold Dalum Højskole i nærheden af Odense.

I Dalum blev der om sommeren oprettet pigehold. I 1866 giftede Kold sig med én af sine tidligere højskoleelever, den 28 år yngre Ane Kirstine Jakobsen. Sammen fik de to døtre. Christen Kold døde i 1870 på toppen af sin livsgerning som folkeoplyser. Hans pædagogik var en vækkelsespædagogik: Vågn op og se, hvad der foregår i din tid – af evig art!

P.S.: Kold lever stadig blandt nutidens ungdom! I 2014 producerede 2.u på Thisted Gymnasium de to nedenstående film: “Christen Kold for Dummies”, et lynkursus i Kolds liv og virke, og “Christen Kold: the Movie”, en falsk trailer – hvis nu hans liv skulle dramatiseres på det store lærred…

Vorupør Gamle Kirkegård – en tidslomme

Vorupørs gamle kirke (1878 - ca. 1900).

Vorupørs gamle kirke (1878 – ca. 1900).

I 1878 fik Vorupør egen kirke og kirkegård. Kirken fik dog en kort levetid, da den blev nedrevet omkring 1900. Kirkegården anvendtes imidlertid indtil 1925. Derefter blev den på det nærmeste glemt og rummer derfor mange gravminder fra tiden 1878-1925.

Begravelserne fortsatte på Vorupør Gamle Kirkegård indtil 1925, hvor en ny kirkegård anlagdes i Nørre Vorupør. Den gamle kirkes våbenhus ombyggedes til kapel, og fungerer endnu i dag. Interiøret ligner stadig den gamle kirkes indre.

Som besøgende kan man få det indtryk, at Vorupør Gamle Kirkegård er glemt og dårligt vedligeholdt – nærmest en skændsel. Sådan forholder det sig imidlertid ikke.

Medtaget, næsten ulæselig mindetavle. I baggrunden en myretue.

Medtaget, næsten ulæselig mindetavle. I baggrunden en myretue.

Kirkegården er blot anderledes end en traditionel dansk kirkegård. Naturen får i nogen grad frit spil, hvilket skaber en særlig stemning. De døde får i bogstaveligste forstand lov til at hvile i fred.

De ældste gravminder på kirkegården stammer fra tiden omkring 1880. Gradvist blev de ældste gravminder sløjfet og erstattet af yngre gravminder. Udskiftningen stoppede med den nye kirkegårds komme i 1925. Derfor er mange af de ældste gravminder bevaret.

Vorupør er et kystsamfund præget af fiskeri og havbrug. Dette afspejler sig også på Vorupør Gamle Kirkegård, hvor gravsten over redningsmænd, druknede fiskere og strandfogeder præger gravstederne. Desuden er gravsteder ofte indrammet af kanter lavet af strandsten. Dette er en særlig stedtypisk udsmykning, som kun findes på kirkegårde i kystområder.

Åben bog med bibelcitat og hilsen.

Åben bog med bibelcitat og hilsen.

På størstedelen af gravminderne på Vorupør Gamle Kirkegård skinner den indremissionske historie igennem. Et citat eller en henvisning til Bibelen ledsagede normalt den afdøde. Hvis ikke, kan det betyde, at den afdøde var udstødt.

Mange gravsteder på Vorupør Gamle Kirkegård vidner om ulykker på havet. I 1900 druknede en far med sine tre sønner. Konen stod tilbage med en lille datter.

Noget særligt ved Vorupør Gamle Kirkegård er de mange bevarede børnegrave. Disse små gravsteder fortæller om en voldsom børnedødelighed og om en tid, hvor det langt fra var unormalt, at det var forældrene, der begravede deres børn, og ikke omvendt.

Den øst-vest-vendte tyskergrav.

Den øst-vest-vendte tyskergrav.

Der er begravet rigtig mange ukendte strandvaskere på Vorupør Gamle Kirkegård. Omkring 40 ligger i det sydvestlige hjørne, uden gravsten. Selv om man ikke kendte deres nationalitet og religion, mente man alligevel, at de fortjente en begravelse i indviet jord. Tre tyskere fra 1. verdenskrig ligger dog begravet øst-vest (omvendt) som en demonstration af det dansk-tyske forhold for 100 år siden.

Læs og hør mere om Vorupør Gamle Kirkegård på Navnlig Thy og gå selv på opdagelse – kirkegården ligger på Kapelvej 2, lige øst for Kystvejen ved Nørre Vorupør.

Thyboforeningen i København

Thisted Garden gik gennem Københavns gader ved foreningens 40-års jubilæum i 1981.

Thisted Garden gik gennem Københavns gader ved foreningens 40-års jubilæum i 1981.

Thyboforeningen i København agerede fra 1941 til 2013 bindeled mellem thyboer i hovedstaden og deres hjemstavn. Foreningens §2 lyder: ”(…) ved sammenkomster af mænd og kvinder fra Thy og Han Herred at søge interessen for hjemstavnen bevaret og styrket.”

Gennem foreningens 72-årige virke har den været vært for mange hyggelige sammenkomster; blandt andet høstfest, banko, juletræsfest, filmaftener, udflugter og forskellige foredrag.

I en lang periode afholdt foreningen den årlige stiftelsesfest i Thy. Flere somre i træk optrådte man med dilettantteater i hjemstavnen på friluftsteatret i Christiansgave i Thisted.

Foreningen havde også en gruppe folkedansere, der tog ud og optrådte, både i København og i hjemstavnen. De kom første gang til Thy  og optrådte ved hjemstavnsfesten i 1954.

"Madonna med barnet" af Johan Galster (1910-97). Foto: Klaus Madsen.

“Madonna med barnet” af Johan Galster (1910-97). Foto: Klaus Madsen.

Thisteds byvåben har altid været foreningens varetegn, og i 1947 donerede man skulpturen Madonna med barnet af Johan Galster til byen. Den står i dag ved kirken i Thisted.

I december 2013 blev Thyboforeningen afviklet. Den yngre generation viste ikke samme interesse som tidligere. Også her betænkte foreningen dog sin hjemstavn. Museum Thy modtog en række genstande, blandt andet fanen og mødeklokken, mens Historisk Samfund for Thy og Vester Hanherred fik overdraget kassebeholdningen.

Læs mere om Thyboforeningens historie i Historisk Årbog for Thy og Vester Hanherred 2014, som udkommer  den 21. november.

Nye fund fra Vester Vandet

Detektortræf i Vester Vandet 2008.

Detektortræf i Vester Vandet 2008.

I 2008 modtog museet de første detektorfund fra marken syd for Vester Vandet Kirke. Thy-Mors Detektorforening havde arrangeret et detektor-træf, og der blev gjort interessante fund på marken. Siden er der fundet mange fine genstande fra vikingetid og tidlig middelalder. I 2011 og igen i 2013 har der været udgravninger i Vester Vandet.  Her har vi undersøgt jordlagene for at få mere at vide om, hvilken sammenhæng metalfundene stammer fra. Ved udgravningerne fandt vi bl.a. rester af huse fra 800- til 1100-tallet.

Ud over  metalfundene er der også konstateret diverse spor på markoverfladen. Pletter med kridt og brændt ler er rester af gulve og ovne og stammer fra et hus, der er under nedpløjning. Marken er under almindelig dyrkning, og landmanden har lov til at pløje, harve og så. Alligevel ser det ud som om jordbearbejdningen påvirker de arkæologiske spor, der ligger under pløjelaget.

Der tages jord af udgravningsfeltet.

Der tages jord af udgravningsfeltet.

I 2013 kunne museet med baggrund i en statslig bevilling til undersøgelse af dyrkningstruede fortidsminder gennemføre en arkæologisk udgravning på marken i Vester Vandet. Der blev åbnet et par felter, så vi kunne få indtryk af omfanget af arkæologiske levn. Under hele udgravningen fik vi stor hjælp fra Thy-Mors Detektorforening. Kun en lille del af marken er blevet udgravet.

Jorden er kridtholdig, og det giver gunstige bevaringsforhold for knogler. Derfor blev en stor del af den opgravede jord skyllet igennem på et sold. Tusindvis af små fiskeben og fragmenter af dyreknogler blev opsamlet og skal indgå i en analyse af den kost, de levede af i Vester Vandet for omkring 1000 år siden.

Et bud på tørvevægshusets "grundplan".

Et bud på tørvevægshusets “grundplan”.

I de øverste lag under pløjejorden har vi undersøgt rester af såkaldte tørvevægshuse fra 1100-tallet. Husene har haft vægge af græstørv samt ler- eller kridtgulve. En lerovn har været brugt til opvarmning og madlavning. I Thy var der ingen skove og derfor mangel på tømmer. Af den grund brugte man græstørv som byggemateriale og fik et velisoleret hus.

Der er ikke meget bevaret af tørvevægshuset, men nuancer i jordlagene og forekomster af kridt og brændt ler giver alligevel et billede af væggenes forløb og ovnens placering. Vi har tidligere udgravet flere lignende huse i bl.a. Sjørring. Hustypen ser ud til at være et nordvestjysk fænomen.

Snit gennem jordlagene i ét af de udgravede felter.

Snit gennem jordlagene i ét af de udgravede felter.

De øverste gråbrune lag er pløjelaget. Derunder ses brunlige lagdelinger, som er uforstyrrede jordlag fra vikingetiden. Omkring landmålerstokken ses lagene i en større nedgravning. De er fyld i et såkaldt grubehus, der var en nedgravet arbejdshytte. Det er yderst sjældent, at vi finder så tykke og så mange kulturlag fra vikingetiden i Thy.

Boplads med grubehuse. Tegning: Moesgård Museum.

Boplads med grubehuse. Tegning: Moesgård Museum.

 

 

 

 

Med søen i baggrunden kunne dette godt være nordbredden af Vester Vandet Sø, men træerne bag husene afslører, at det ikke er Thy. Fra bronzealderen og indtil ca. 1850 har der stort set ikke været skov i Thy. Fra omkring 1500 og i de efterfølgende århundreder blev det vestlige Thy dækket af sandflugt. Derfor har landskabet et andet udseende end det havde, da der boede vikinger i Vester Vandet.

Kort over fundenes placering.

Kort over fundenes placering.

 

 

 

 

 

Kortet viser Vester Vandet Kirke og marken, hvor vi har lavet udgravninger. Hver rød prik er en metalgenstand, fundet med detektor. Genstandene er fortrinsvis fra vikingetid og tidlig middelalder, perioden fra 800- til 1200-tallet, men der er også fundet yngre mønter.

Blandt metalfundene fra V. Vandet er der flere smykker med  kors og andre kristne motiver. Nogle kan dateres helt tilbage til 800-tallet, og det giver overvejelser om, hvorvidt der boede kristne i Thy på den tid, om smykkerne er plyndret eller købt på togter i udlandet, eller om de er tabt af udlændinge på besøg.

Eksempler på fund fra Vester Vandet.

Eksempler på fund fra Vester Vandet.

 

Brugsforeninger i Thy

Thisted Arbejderforenings udsalg på Lille Torv ca. 1906.

Thisted Arbejderforenings udsalg på Lille Torv ca. 1906.

Efter grundlovens indførelse i 1849 opstod der i de følgende årtier et stærkt folkeligt engagement i det danske samfund. Det var både af politisk,  åndelig og materiel art. Ikke mindst prægede højskole-bevægelsen tiden, og den tog brugsforeningstanken til sig.

Landets første brugsforening, Thisted Arbejderforening, blev oprettet i 1866. I Danmark blev brugsforeningerne begyndelsen på andelsbevægelsen, som forandrede det danske samfund. Det var en demokratisk bevægelse, hvor man stemte “efter hoveder” (én mand, én stemme) og ikke “efter høveder” (jo rigere, desto mere indflydelse).

De lokale brugsforeninger gik efterhånden sammen i større fællesforeninger. I 1896 dannedes Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger (FDB).

Provst Sonne, brugsbevægelsens "fadder".

Provst Sonne, brugsbevægelsens “fadder”.

Thisted Arbejderforening kan takke provst Hans Chr. Sonne for sin tilblivelse. Han blev betragtet som en lederfigur i brugs-foreningernes barndom. I 1906 rejste 1200 danske brugsforeninger en buste af provst Sonne i Viby ved Århus. Den har siden 1941 stået ved Thisted Arbejderforenings bygning, hvor den har haft flere placeringer.

Først i 1885 fik Thy sin anden brugsforening i Hurup.

Østerild Brugsforening blev oprettet 1903 og placeret tæt ved den kommende jernbanestation.

Østerild Brugsforening blev oprettet 1903 og placeret tæt ved den kommende jernbanestation.

Handel, demokrati og kultur er titlen på en ny bog om brugsforeninger i Thy. I alt er der beskrevet 34 foreninger i bogen. Over 80 % af dem er oprettet mellem 1890 og 1920. Omkring halvdelen har været placeret tæt ved jernbanen, enten Thybanen (fra 1882) eller Thisted-Fjerritslev Jernbane (1904-69).

Butiksdøden satte for alvor ind i 1970’erne, og i dag er de fleste brugsforeninger lukket. Af de selvejende foreninger er der i dag kun fire tilbage i Thy: Frøstrup, Hillerslev, Hundborg og Vesløs. I Thisted findes desuden SuperBrugsen og Dagli’Brugsen, som er ejet af COOP.

FDBs lager i Havnegade i Thisted med Aage Sikker Hansens berømte "kaffepige".

FDBs lager i Havnegade i Thisted med Aage Sikker Hansens berømte “kaffepige”.

FDB’s afdeling i Thisted eksisterede fra 1915 til 1961 på adressen Havnegade 30, som havde været digteren J. P. Jacobsens barndomshjem.

Den nye bog om brugsforeninger i Thy - køb den på museet!

Den nye bog om brugsforeninger i Thy – køb den på museet!

Storstensgraven ved Lodbjerg Fyr

Lodbjerg Fyr sommeren 2012.

Lodbjerg Fyr sommeren 2012.

Tæt øst for Lodbjerg Fyr i den sydlige del af Nationalpark Thy, omgivet af klitter og plantage, ligger resterne af en gravhøj fra bondestenalderen. Højen har været kendt i over 100 år, men først i 2012 blev det muligt at undersøge den nærmere, takket være en bevilling fra Nationalpark Thy.

Hen over sommeren 2012 lavede museet en prøvegravning for at finde ud af, om det var resterne af én af stenalderens storstensgrave – en dysse eller en jættestue. Store sten i overfladen kunne tyde på det. Området lå i krat med spredte, store sten og en ujævn overflade. Som det første blev overjorden gravet forsigtigt af med en rendegraver.

Nogle af stenene var helt klart blevet flyttet, mens to af dem stadig stod på deres oprindelige plads. Da området var afrenset med skovl og graveske, var det tydeligt, at der havde ligget et gravkammer bygget af store sten.

Øksens placering er markeret med rødt og gryden med blåt

Øksens placering er markeret med rødt og gryden med blåt

Fundet af en smuk flintøkse viser, at graven stammer fra bondestenalderen for ca. 5.000 år siden. Gravhøjen var meget ødelagt af senere nedgravninger. En blå emaljeret gryde til et komfur lå helt inde ved én af de store sten og viser, at nogen var i gang med at grave her i begyndelsen af 1900-tallet.

Ved udgravningen kunne der ses spor efter talrige forstyrrelser i højen. Blandt andet kan det se ud til, at der har været gravet kartoffelkuler eller lignende ind i den, og der var spor efter store sten, der var gravet op og fjernet i tidens løb.

Før vi fik en fredningslov i 1937 var det almindeligt at grave vandbeholdere, teglovne, kartoffelkældre og meget andet ind i højene.

Graven har sandsynligvis været en jættestue: Et kammer sat af kæmpestore sten, forsynet med en lang gang og dækket af en gravhøj.

Man kan stadig komme ind i Thys eneste bevarede jættestue, Lundehøj nord for Heltborg, som har hele to gravkamre.

Lundehøj (rød) og Lodbjerg-graven

Lundehøj (rød) og Lodbjerg-graven

Lægger man grundplanen af Lundehøj (rød streg) oven på planen fra Lodbjerg, passer de fint sammen – bortset fra, at der i Lodbjerg kun er ét kammer ligesom i de fleste jættestuer.

I udgravningsfeltet kunne det ikke ses, om der har været en gang mod øst, hvilket der skal være, hvis det er en jættestue.

Museet håber at kunne grave videre i højen næste sommer. Så får vi måske svar på spørgsmålet.

Stenene i en jættestue var penge værd, og mange af dem blev hugget til skærver og endte i vejbelægninger og jernbaner.

Stenene i Lundehøj var omkring 1840 lige så meget værd som tre køer, og de kunne let være endt under Jens Vejmands hammer, som det sikkert er sket for de fleste af stenene fra gravhøjen ved Lodbjerg Fyr.

En vejmand i fuld gang med sit arbejde

En vejmand i fuld gang med sit arbejde

Da storstensgraven blev bygget, var der frugtbar landbrugsjord på stedet. Under gravhøjen blev der fundet spor efter pløjning i stenalderen.

Senere blev hele området overfløjet af sand, der blæste ind fra kysten og dannede klitterne omkring fyret. Under sandet ligger resterne af tidligere tiders bebyggelse.

N. L. Spangberg – Thisteds store mæcen

Spangberg som byrådsmedlem 1917-21.

Spangberg som byrådsmedlem 1917-21.

Det nuværende Thisted Museum er opført i 1924 og har dannet ramme om museet siden 1940.

Som man fornemmer, når man kæmper sig op ad den lange trappe og træder ind i den imponerende hall, er huset dog ikke bygget til det formål, men som privat hjem for kaffegrosserer N. L. Spangberg, der på flere måder satte sit varige præg på Thisted by.

Niels Lauridsen Spangberg blev født 30. januar 1859 i Ydby som søn af en fattig skrædder, der på trods af de små kår sørgede for at sønnen fik en handelsuddannelse.

Han kom i lære hos den lokale købmand Nielsen og senere hos konsul Andersen i Thisted. Som udlært bestyrede han bl.a. købmand Diges butik i Øsløs.

Efter en kort afstikker i København vendte Spangberg tilbage til Thisted, hvor han i 1895 startede sin egen engros-virksomhed med tilhørende kaffebrænderi.

Kaffebrænderiet i Østergade 19, ca. 1917.

Kaffebrænderiet i Østergade 19, ca. 1917.

Handelstalentet fornægtede sig ikke: som én af de første på egnen anskaffede han sig en cykel, så han kunne udvide kundekredsen, og over de næste årtier skabte han sig en anselig formue.

Privat var Spangberg kendt som en mådeholdende mand, men retfærdig og gavmild over for både tyende, medarbejdere og andre.

På trods af sin lidt sky natur var han og hustruen Constantia naturligt en del af Thisteds ”jet set”, og han sad da også i byrådet ad to omgange, 1903-13 og 1917-21.

Spangberg var enkemand i ti år, før han døde som 80-årig 4. juni 1939. Gravstedet for ægteparret kan stadig ses på Søndre Kirkegård.

Museet var langtfra det eneste, der blev betænkt i testamentet: Der var afsat penge til både uddannelseslegater og fattighjælp – rigmandens egen jævne herkomst var ikke glemt!

Få måneder før sin død afhændede Spangberg firmaet til sin højre hånd J. Frostholm. Efter skiftende ejere endte Spangbergs Kaffe Eftf. som en underafdeling af Peter Larsen Kaffe, der i 1987 lukkede Thisted-kontoret på hjørnet af Korsgade og Munkevej. Dermed sluttede en æra i byens historie.

Navnet lever dog videre, og ”Spangbergs Kaffe” forhandles den dag i dag. Efter sigende er der ikke ændret en bønne på hverken brænding eller sammensætning!

Thisted Købstads administrationsbygning på Nytorv, 1916.

Thisted Købstads administrationsbygning på Nytorv, 1916.

Thisted Bibliotek ca. 1940.

Thisted Bibliotek ca. 1940.

Også bybilledet i Thisted vidner om Spangbergs eftermæle. Ud over sin private villa i Jernbanegade, der blev testamenteret til museet, skænkede han i sin levetid byen flere markante bygninger: Kommunens administrationsbygning på Nytorv og biblioteket på Tingstrupvej.

Før bygningen kunne tages i brug som museum, blev Nationalmuseet bedt om at vurdere dens egnethed til formålet og svarede følgende:

”Når man tager i betragtning, at den er opført som privatbolig, forbavses man over, hvor godt det hele passer – både det ydre, vinduesformatet, rumhøjden og gulvarealerne.”

Med moderne museumsbyggeri i tankerne ville vurderingen nok lyde lidt anderledes i dag – men et charmerende hus er det, og et varigt minde om Spangbergs betydning for Thisted.

Panserhandsken fra Ørum

Panserhandsken fra Ørum.

Panserhandsken fra Ørum.

I 1937 modtog museet en samling genstande, fundet tæt ved ”Gl. Ørum voldsted” i Sydthy. Man var i gang med at lave en ny landevejsbro, og de fund, arbejdsmændene tog op af moselagene, blev købt til museet.

Én af genstandene er et velbevaret stykke af en panserhandske fra 1300-tallet. Handsken er i middelalderen blevet benyttet – og tabt – ved den borg, der lå i Ørum. En hestesko, potteskår og en mængde træstykker var også blandt fundene.

Ørum Voldsted ligger i dag som to græsklædte banker i engarealet nord for Ørum Sø, tæt ved Kystvejen mellem Vestervig og Svankær. Åen går tæt omkring voldstedet og har også i middelalderen betydet, at borgen lå i et vådområde, der var vanskeligt at indtage for fjenden. Voldstedet er et fredet fortidsminde, der ikke må dyrkes. Afgræsning er tilladt.

Resens stik fra ca. 1680 viser Ørum Slot set fra øst. Midt i billedet det firfløjede gårdsanlæg på borgbanken (se udsnit), omgivet af andre bygninger – smedje, ladegård og vandmølle – der også var vigtige elementer i driften af hovedgårdene. I middelalderen har borgen højst sandsynligt også bestået af en firfløjet gård på den ene banke og et tårn på den anden banke. Ladegården ligger formentlig samme sted som nutidens Gl. Ørumgård.

Resens stik fra 1680 (udsnit).

Resens stik fra 1680 (udsnit).

Vi ved ikke, hvordan bygningerne har set ud på Ørum i middelalderen, men der har højst sandsynligt været huse af bindingsværk – måske i et firfløjet anlæg, ligesom på Resens stik fra 1680. Der har også stået et tårn, hvorfra borgen kunne forsvares. Hele anlægget omgives af en palisade. Tårn og palisade nævnes i en kilde fra 1373 som bygninger, der skal genopføres, efter de er blevet ødelagt.

Den ældste skriftlige kilde, der nævner Ørum, er fra 1367. Da overdrog Bo Christiernsen Høg hovedgården Ørum til kong Valdemar Atterdag. Derudover fik kongen også 15 gårde i Thy, som Bo Høg og hans hustru ejede. Bo Høg var en væbner, der i de urolige 1350’ere deltog i de jyske stormænds oprør mod Valdemar Atterdag. Senere ser det ud som om han gik over til kongens parti og fik magt og indflydelse.

I 1360’erne gjorde kongen dog regnskabet op med sine modstandere, og det er i den forbindelse, Bo Høg mere eller mindre frivilligt har måttet afgive noget af sit gods. Ud over Ørum ejede han flere hovedgårde, blandt andet Lyngholm i nabosognet, der dog forblev i slægtens eje. Fra 1367 var Ørum en kongelig borg og vedblev at være det til 1661. Herfra styredes kongens ejendomme i Thy, og her lå det administrative centrum i ”Ørum Len”.

I  begyndelsen af 1370’erne blev borgen i Ørum ødelagt af Mogens Maltesøn Juul. Han var en af de jyske rebeller, der kæmpede mod Valdemar Atterdag – blandt andet ved at ødelægge kongens borge. Et brev fra 3. april 1373 beskriver, hvordan han dømmes til at genopføre borgen, sådan som den stod før – med ”bygninger, grave, huse, hegn, befæstning og palisader” – samt at forsyne den med det inventar og de våben, der var gået tabt. Han skulle også levere en stor mængde fødevarer. Mogens Maltesøn Juul accepterede straffen, og vi må formode, at han efterlevede den.

Brevet, der er skrevet på latin, er en af de få bevarede kilder, der konkret omhandler borgenes bygninger, indretning og udstyr. Det kan diskuteres, hvor nøjagtigt brevet beskriver Ørum, men det giver et godt indtryk af borgens elementer – bygninger, barfred (tårn eller befæstning), grave og palisader.

Panserhandsken er usædvanligt velbevaret.

Panserhandsken er usædvanligt velbevaret.

Panserhandsken fra Ørum består af en manchet og en del af håndrygs- og tommelfingerbeskyttelsen til venstre hånd. Handsken er smedet af jern. Messingnitterne langs manchettens rand har fastholdt en læderhandske, der har siddet inde under jernet og beskyttet hånden. Fingrene har også været beskyttet af plader, der ikke er bevaret.

Panserhandsken var en del af højmiddelalderens rustning, der skulle beskytte krigeren mod sværdhug og armbrøstpile. Vi kender andre fragmenter af panserhandsker fra denne periode, men handsken fra Ørum er det mest velbevarede eksemplar fra Danmarks middelalder.

Typen kan dateres til omkring 1370, men kan også være lidt yngre. Handsken er altså tabt ved Ørum i borgens storhedstid, måske i forbindelse Mogens Maltesøn Juuls erobring, som han senere blev straffet for.

Junker Christoffers grav.

Junker Christoffers grav.

Vi kender krigerudstyr, bl.a. panserhandsker, fra middelalderlige afbildninger. På Junker Christoffers gravmæle i Roskilde Domkirke (1363) viser en liggende skulptur den afdøde unge mand i krigerudstyr. Hans handsker er af samme type som handsken fra Ørum. Gravmælet viser også, hvordan pladerustningerne på den tid dækkede det meste af kroppen.

Et kalkmaleri i Jetsmark Kirke fra 1474 viser en kriger med sværd, økse og kølle. Sporerne tyder på, at han lige er steget af hesten. Han har rustning på arme og ben og formentlig ringbrynje under koften. Handskerne er også af en type, der minder om fundet fra Ørum.

Ved nutidens genopførelser af ridderturneringer forsøger man at genskabe genstande og stemninger så godt som muligt. På billedet ses ”Ridder Lilje” fra Middelalder-centeret på Falster. Bemærk handsken, der tydeligvis er en rekonstruktion af panserhandsken fra Ørum.

"Ridder Lilje af Falster".

“Ridder Lilje af Falster”.

 

Japetus Steenstrup 1813-2013

Steenstrup, malet af August Jerndorff 1885.

Steenstrup, malet af August Jerndorff 1885.

Johannes Japetus Smith Steenstrup blev født 8. marts 1813 som søn af præsten i Vang, men flyttede som femårig med til Hillerslev, da faderen fik embede dér. Han var ud af en stor præstefamilie med medlemmer i både Sjørring og Øsløs. Navnet Japetus stammer egentlig fra den græske mytologi, men i dette tilfælde er det den latinske udgave af Jeppe.

Den unge nysgerrige thybo valgte dog en anden løbebane end sine forfædre. Han begyndte at studere medicin i København, men under en pause hjemme i Thy brugte han tiden på at studere naturen: både dyr, planter, kridtformationer og tørvemoser blev udsat for hans skarpe blik.

Tilbage i København kastede Steenstrup sig over zoologi og geologi, og i 1845 blev han udnævnt til professor i netop zoologi. Igennem de næste 40 år blev han Danmarks førende naturforsker, vidt anerkendt af kolleger over hele verden. Han stod bl.a. bag oprettelsen af Zoologisk Museum, i dag en del af Statens Naturhistoriske Museum.

Den helt store naturforsker i samtiden var Charles Darwin, der fremsatte evolutions-teorien i bogen Arternes Oprindelse fra 1859. Steenstrup modtog et dedikeret eksemplar. Måske var det den kristne opdragelse, der spillede ind, men Steenstrup lod sig aldrig helt overbevise af Darwins teorier. Alligevel havde de to stor respekt for hinanden og førte en ivrig brevveksling gennem årene.

Steenstrup holdt sig dog ikke kun til naturhistorien – også arkæologien nød godt af hans arbejdsiver. Baseret på undersøgelser  bl.a. på Hannæs opfandt han begrebet køkkenmødding og var blandt de første til at foreslå, at disse store dynger af strandskaller og flintflækker måtte være menneskeskabt affald fra jægerstenalderen.

Steenstrup blev hædret på flere måder – bl.a. blev goplen Steenstrupia nutans, som også findes i danske farvande, opkaldt efter ham. Da han i 1884 fik storkorset af Dannebrog, lod han goplen indgå i sit våbenskjold sammen med et motto, der beskrev både præstesønnens livssyn og forskerens nysgerrighed:

Øv Synet som Gud dig gav.

Japetus Steenstrup døde 20. juni 1897, men hans eftermæle lever videre i dag i hans bøger, hans museum og de utallige videnskabelige opdagelser han gjorde. Sønnen Johannes arvede faderens nysgerrighed og blev en fremtrædende historiker med speciale i vikinger og Valdemarstiden. De to ligger begravet side om side på Assistens Kirkegård i København.